Han skal grines ud
De sidste 8-10 dage før fødslen havde jeg så meget murren i bækken og lænd, at jeg flere gange lurede på, om det var ved at være fødetid. Jeg havde termin d. 1. februar. Det føltes mange gange som om, at fostervande tvar ”i vejen”. Når jeg skulle tisse, håbede jeg sådan, at det ville gå!
Torsdag d. 6 februar var det min egen fødselsdag, om aftenen fik jeg en hindeløsning i fødselsdagsgave af jordemoder Anne (jeg havde ligesom sidst valgt privatpraktiserende jordemoder til hele forløbet). Min livmoderhals var stort set væk, Anne kunne nemt åbne mig 2-3 cm., der var tydelig tegnblødning og masser af murren i lænden. Så nu var det bare at vente på nogle veer, blev vi enige om. Om natten fortsatte den meget murren og småveer, som alligevel ikke rigtigt blev til noget. Det var så lidt, at det ikke var aktiv fødsel, men så meget, at jeg ikke kunne sove fra det. Irriterende!
Vi forsøgte at sætte skub i veerne
Næste morgen (fredag) aftalte Kristian og jeg, at vi sammen ville gå over for at aflevere Johanne i børnehave for at se, om en god gåtur satte skub i sagerne. Ovre i børnehaven gik jeg på toilettet – mere frisk tegnblødning, og nu var slimproppen også på vej ud. Stadig ”bare” en masse murren og sammentrækninger, der ikke var veer.
I løbet af dagen forsøgte jeg at sætte skub i veerne ved at have sex, tage et klyx og gå tur. Intet skete. Jeg begyndte at blive frustreret.
Min veninde Sille skulle have været med til fødslen. Det betød meget for mig, men hun skulle rejse på skiferie samme dag kl.16. Jeg havde ikke troet, jeg ville gå knap en uge over tid, så jeg havde mentalt slet ikke overvejet, at hun måske ikke ville være der. Som fredagen gik, blev jeg mere og mere ked af det ved tanken om, at hun nok ikke nåede det. Samtidig var jeg gået så meget på fødemode, at jeg havde svært ved at rumme tanken om, at det måske ikke var endnu, jeg skulle føde.
Jeg sms’ede og talte med Anne, som luftede muligheden for, at vi jo også kunne tage vandet. Jeg overvejede kort, om jeg skulle takke ja eller bare vente x antal dage/timer på at gå i aktiv fødsel uden hjælp til vandafgang. Jeg valgte at takke ja til at få taget vandet, da jeg simpelthen ikke kunne overskue at pakke min murrende krop sammen og gå ud i samfundet og vente på lillebrors ankomst. Vi aftalte, at Anne skulle komme kl.18. Da beslutningen var taget, var jeg lettet og glad og fik sovet en time. Jeg vågnede 17.45 i super humør. Kristian og jeg så nogen parkere sin store Volvo nede på gaden og væddede om, hvor vidt det var en mand eller en kvinde, som var så god til at parkere på lidt plads – det var Anne! Han skylder mig 100 kroner. Vi havde det sjovt.
Jeg nåede lige at sms’e veninde Camilla, som bor om hjørnet, om hun ville komme og ae mig over håret senere, hvis det blev nødvendigt. Det ville hun gerne. Skønt.
Anne fik meget ret
Vand blev taget 18.45, og jeg mærkede få sekunder efter den første ve. Anne havde flere gange sagt, at hun var meget sikker på, jeg ville føde hurtigt, når først vandet gik. Hun fik MEGET ret.
Jeg rejste mig for at gå rundt og vente på flere veer. Inden jeg var nået ind i stuen, havde jeg fået en god, effektiv ve. Hurra! Jeg sms’ede Camilla og fødselshjælper Ida, at nu var vandet taget, og at de gerne måtte komme snart. Mens jeg sendte de to sms’er, fik jeg to veer mere – jeg fik virkelig noget for pengene på den vandafgang.
Kristian fyldte vand i fødekarret i køkkenet, tændte lys og var praktisk. Jeg gik i bad, fordi jeg bare ville have varme og vand. Under bruseren fik jeg flere og kraftigere veer, jeg trak vejret og fokuserede under veerne på bittesmå detaljer i badeforhænget og hvordan et ”M” på en shampooflaske var smukt svunget. Det hele blev meget sanseligt, og samtidig var jeg knivskarp i pæren i modsætning til Johannes fødsel i 2010, hvor alt var dejligt, men meget døsigt og introvert for mig. Dette var helt anderledes.
Under bruseren begyndte jeg pludselig at prutte for vildt. Så havde jeg grineflip over det, for det var ikke bare prutter – det lød som om, at en drage lettede og blafrede med vingerne! Så syret. Jeg kunne godt mærke et pres mod endetarmen, så jeg hoppede ud af bruseren for at finde ud af, om jeg mon skulle af med afføring, selvom jeg havde taget klyx. Det skulle jeg ikke, så jeg sad der med mit håndklæde på og havde veer, da Anne stak hovedet ind for at se, hvordan det gik. Samtidig ville Kristian handyman lige fylde lidt ekstra luft i fødekarret og startede luftpumpen. Imens fik jeg en ve, og jeg kunne bare slet ikke have lyden fra den forpulede pumpe, som skar sig ind i mit hoved, mens jeg havde en ve. Han fik besked på at stoppe omgående.
Jokes om lakserilette og frisør
Kl.19.45 ca. kom jeg i karret og havde den vilde optur over, at kunne bevæge mig i flere stillinger. Jeg fyrede jokes af mellem veerne (?!?!), jeg var så glad og fik blandt andet joket med, hvor nederen det var, at jeg ikke lige havde nået til frisøren inden, så jeg kunne have set lidt fiks ud i håret til fødslen. Jeg ”ærgrede” mig også grinende over, at jeg ikke havde kastet op denne gang, fordi jeg var gået amok i svinedyr lakserillette fra Meyers Deli, og hvis jeg nu bare havde kastet den op, havde jeg nok været vaccineret mod at købe den igen og bruge alt for mange penge. Pludselig smed Ida en grim, gammelrosa vaskeklud ned i fødekarret, som hun ville lægge over min lænd. Da jeg så den grimme farve, fik jeg med det samme det sjoveste flashback til at være i erhvervspraktik i 9. Klasse på Menstrup Kro ved Næstved, hvor der i krostuen var duge i præcis den hæslige farve. Det underholde jeg fødeteamet med mellem et par veer.
Hurtigt blev veerne så intense, at ingen måtte sige noget, når jeg arbejdede. Anne roste mig under en ve, det fik hun pænt(?) besked på, at det skulle hun ikke. Jeg kan ikke have kraftige veer, mens folk omkring mig taler. Pludselig sagde Anne efter ret kort tid:”Hov, Malene, var der ikke lidt pres indover til sidst dér?” og jo, det var der, men det kunne jeg ikke få til at passe i mit hoved, for dels var veerne jo slet ikke lige så intensive som sidst, jeg fødte, og dels kunne det vel ikke gå SÅ hurtigt? Det kunne det godt.
Veerne blev til gode presseveer, jeg husker ikke præcist, hvor mange jeg nåede at have, tror det var en 3-4 stykker. Jeg brølede først, men Anne sagde: ”pust ud, giv slip, lad ham føde sig selv”. Jeg gjorde, hvad hun sagde og fødte Jacobs hoved. Anne forklarede mig, hvordan jeg kunne sætte mig op på knæ og tage imod ham. Det havde jeg slet ikke overvejet, at jeg for alvor kunne, fordi jeg under Johannes fødsel kun kunne ligge på alle fire hele vejen igennem. Nu kunne jeg bevæge mig, det var helt fantastisk, Jeg pressede resten af ham ud og udbrød: ”Nu har vi en søn, jeg er verdens heldigste menneske!”. Og det er jeg.
Lille Jacob svømmede op i min favn kl.20.12, knap halvanden time efter at et prik i fosterhinden satte gang i veerne. Han kom til live hos mig og i vandoverfladen, stille og roligt. Jeg fødte lidt senere moderkagen og kom op af karret og ind i sengen. Champagnen blev åbnet, vi skålede og spiste miniflødeboller med marcipanbund, mens jeg fik et enkelt sting, der blev klippet navlestreng af Kristian, Jacob blev målt og vejet og fik suttet på mit bryst. Alt imens blev fødekarret tømt, og Kristian ryddede op. Kl. Lidt over midnat forlod Anne og fødselshjælperne matriklen, og jeg lå lysvågen med en sovende mand og søn ved siden af mig og kunne næsten ikke være i min krop af ren lykke.
Det var en pisse god fødsel.
