I Norge kan man godt blive født med numsen først!

Det er min sjette dagvagt i træk på en mindre fødegang i Vestnorge. Jeg er taget herop for at tjene penge til at leve af min idealisme resten af året, men også for at holde sygehusrutinerne ved lige og blive inspireret af den norske tilgang til fødsler. Indtil videre har inspirationen kunnet ligge på et meget lille sted. Norske jordemødre er alle uddannede sygeplejersker som grunduddannelse med en 2-årig overbygning til jordemoder. Jeg ved ikke, om det er derfor, eller af helt andre grunde, men jeg oplever dem som værende meget mere autoritetstro end mig og mine danske kolleger. I bedste 50’er stil tiltales lægerne stadig som Dr. Ditten-Datten, og to gange har jeg været ude for, at en læge fuldkommen overtog et fødselsforløb, fordi jeg hhv. var nede på laboratoriet med blodprøver, og ude at hente en kop te til kvinden! En kop the, og så var forløbet patologisk, da jeg kom tilbage… Ak ja!

Andengangsfødende uden veer efter vandafgang

Nå, men denne morgen tager jeg imod en sød og smilende andengangsfødende. Hun har haft vandafgang i halvandet døgn (jeps!) og har stadig ingen veer. Hun er i 38. uge, og der er ingen tegn på infektion ved hende eller barnet (vaginalpodning, blodprøver, temperatur osv. er i orden). Altså siger stedets procedure, at hun skal tilbydes igangsættelse, men – i modsætning til, hvis hun havde boet i Danmark – kun gives antibiotika, hvis der er tegn på infektion.

I Danmark ville hun på de fleste fødesteder have fået forebyggende antibiotika efter 24 timer, og nogle steder ville hun allerede efter 1-4 timer få tilbud om at få hjælp til at lave veer. Vi snakker lidt om hendes dreng på 9, som glæder sig til at blive storebror. Hendes mand har også en dreng på 8, og den lille i maven er endnu en gutt. Jeg fortæller lidt om mine unger, og mærker et stik i hjertet af savn. Uh, 3 uger er lang tid. Jeg laver de obligatoriske undersøgelser, henter kaffe, vi joker lidt med alle de maskiner jeg kører ind og ud af stuen for at konstatere, at alt er normalt.

Ungen har numsen nedad…

Hun trækker op i sin t-shirt og blotter en smuk solbrændt mave. Kuglerund og struttende af sundhed. Jeg lægger en hurtig hånd på maven, jo ryggen er vist til venstre, på med ultralydshovedet, der måler barnets hjertelyd, endnu et elastikbånd og så kører CTG’en og lyden af nyt rytmisk liv fylder stuen.

‘Jeg er straks tilbage, ring på klokken, hvis der er noget’, siger jeg og forlader Undersøgelse 1 for at skrive indlæggelsespapirer og sende den vaginalprøve, jeg lige har taget. Da jeg ca. 10 min efter linder på døren igen, står der to hvide kitler bøjet over kvinden. “Nej, nu må I fandme ha mig undskyldt” når jeg at tænke, før jeg lister hen bag dem og ser, at de er i gang med en ultralydsscanning. Der er ingen tvivl. Helt oppe under kvindens ribben, fanger lægens ultralydshoved en hvid, kuglerund aftegning. Et hoved. Ungen har hovedet opad. Det betyder numsen nedad, og som det mest naturlige i verden mumler han: “Ja, det blir jo så en sædefødsel”.

Jeg holder vejret. Kan mærke hele den danske jordemoder- og lægestand holde det med mig. Over 95 % af alle danske børn i sædeleje – eller underkropspræsentation, som vi også kalder dem, fødes ved kejsersnit! Af de få procent, der stiler mod vaginal fødsel, ender ca. 50 % i akut kejsersnit. Men nu er vi altså i Norge!

Den sikreste måde for barnet

“Nu scanner jeg lige færdig, og så skal jeg nok forklare jer det hele”… “Det kommer til at gå helt greit”, siger han, som om han konstaterer, at solen igen har fundet vej udenfor vinduet, eller noget andet meget hverdagsagtigt. Parret har spørgsmål. Selvfølgelig. “Kommer det til at gøre mere ondt?” vil hun vide. Svaret er nej, fordi man ved sædefødsler anbefaler en tidlig epidural, så bedøvelsen er på plads, hvis man får brug for at lægge en tang sidst i forløbet, eller måske lave et kejsesnit. “Er det mere farligt for barnet?” spørger faren, som har fået en noget dyb panderynke. Tålmodigt forklarer lægen om procedurer, en let forhøjet risiko for kejsersnit og som svar på faderens spørgsmål siger han: “hun har jo født før, så for denne gutt er det her den sikreste måde”.

Jeg jubler indeni. I dette øjeblik elsker jeg den lille norske halvskaldede læge. Og da han beder mig hente bækken og dukke, så han på pædagogisk vis kan fortælle præcis, hvordan det kommer til at foregå, har jeg lyst til at kysse ham. I Norge kan man godt blive født med numsen først!

Roen sænker sig på stuen. Der er bogstavelig talt blevet vendt op og ned på situationen. Vi kører ind på en fødestue og gør klar til at lægge en stikpille, der skal få veerne i gang. Lillebror får en overvågningselektrode koblet på… øh numsen…. Dimsen hedder en caputelektrode, caput betyder hoved på latin, og producenten har åbenbart ikke tænkt på, at børn altså også kan komme med numsen først.

Sædefødsel er bare en anderledes vej

Den beroligende lyd af fiskekutter eller travhest, eller bare nyt liv, runger igen ud på stuen. Hjertelyden er perfekt. Far klemmer hendes hånd, vi skal nok klare det her sammen. “Kan man sige, hvorfor han ligger den forkerte vej?” spørger hun lægen, som skal til at gå. Og der er det, han ryger helt op på en førsteplads, over mine top 5 yndlings-norske-læger, da han vender sig om i døren og siger: “Nei da. Men du ka vel ikke sige at det er feil vei. Bare en anderledes vei”…

Åh-åh-åh norske læge, vil du gifte dig med mig. Så-å køber jeg en spegesild og deler den med dig!

Læs mere om sædefødsel her.

Anne Ruby · Privat jordemoder

 

Om artens overlevelse, amning og tabuer

I formiddags lå jeg og hostede i min seng med min 8-årige datter. Vi var begge så forkølede, at vi havde besluttet at blive hjemme og se, om ikke Netflix og citronte kunne redde os. Min telefon ringede fra et ukendt nummer.

Lidt modvilligt tog jeg den, med meget snøvlende, ru stemme. Det var Josefine, en journalist fra Go’ Morgen Danmark. Hun ville have min holdning til langtidsamning, nu hvor forkvinden Sarah Burri Thomsen for ‘Forældre og Fødsel’ havde meldt ud, at hun ikke så noget problem i at amme sin yngste til barnet var måske 5-6 år. Og i øvrigt opfordrede mødre til at gøre, hvad de fandt bedst for dem selv og barnet. Hvilken kontroversiel udtalelse!

Jeg sagde til Josefine, at jeg synes det var en vildt spændende problematik og diskussion, fordi den rører ved så mange tabubelagte emner. Intimitet mellem børn og voksne. Kvindebrystets mangeartede funktioner. Seksualitet og seksualisering. For bare at nævne nogle få! Og hvis der er noget, jeg godt gider, så er det at diskutere tabuer mellem samtalekøkken og Peter Tanev i Go’ Morgen Danmark!

Bliv nu færdig, jeg skal på toilettet!

Ikke sjældent siger nogen fordømmende, når talen (eller Gud forbyde det – blikket) falder på amning af store børn: “Det der er jo mere for moderens skyld end barnets!”, og jeg griner altid sådan indeni. Enhver, der har prøvet at amme et barn, stort eller lille, ved hvor hyggeligt og samhørigt det kan føles. OG hvor røvtræt man bliver af, at den unge konstant hænger i ens patter!

Den slet skjulte påstand om, at det skulle være noget, der foregik udelukkende for mors skyld, antyder også en form for forbudt lystfølelse ved mor – hun får nok noget seksuelt ud af det. Ydrk! Jeg kan fortælle jer fra et stringent fagligt synspunkt, at amning ER forbundet med lyst. Mens de små gnasker løs i vores følsomme attributter, frigives store mængder velvære- og nydelseshormoner. Og som sagt, fra et endnu ikke opdaget center i hjernen; irritations- og bliv-nu-færdig-så-jeg-kan-komme-på-toilettet-hormoner… Og hvad så?

Betyder det så, at alle mødre, der ammer nyfødte og nyder det, er stor-krænkere, fordi det uskyldige og helt afhængige nyfødte barn, jo har langt sværere ved at sige fra, end det f.eks. treårige barn, der stadig ammes? Eller betyder det bare, helt udramatisk, at forholdet mellem mødre og børn, for det meste er præget af uendelig kærlighed og mange af de biologiske processer, som er nødvendige for artens overlevelse, fra den geniale moder natur er krydret med lyst og velvære? I believe so!

Amning handler også om tryghed

Børnepsykolog Per Schultz Jørgensen, den søde rare bedstefar, var ude og sige, at det kunne forstyrre barnets selvstændighed og løsrivelse at blive ammet udover etårs-alderen. Han kaldte det tilmed grænseoverskridende. For barnet, må vi gå ud fra, at han mener?! Nu har jeg efterhånden set en del etårige, toårige, tre- og sågar fire-årige selvstændige børn komme løbende fra en vild leg, og så lige forbi mors bryst og få en ammetår. Jeg har aldrig nogensinde oplevet et barn, der har set ud som om dets grænser var overskredet. Og jeg skal love, jeg ellers har næse for den slags.

Tværtimod er det mit bedste bud, at børn netop bliver selvstændige og uafhængige ved, i de første tidlige åt at vide, at “verden er den vej, mor/far/basen er den vej”. Her kan amning indgå som en lynforbindelse til urtrygheden ved mor og alt det, der er hende. Eller lige så godt, en solbærjuice og en riskiks på skødet af en kærlig far.

Og her går det så op for mig, at jeg har talt journalisten kold, mens jeg har talt mig selv og min forkølede stemme varm. Jeg er en uinteressant kilde, fordi jeg er for enig med de langhårede fra ‘Forældre og Fødsel’.

Kom nu ud af kampen!

“Vi vil jo gerne ha’ én, der synes det er lidt ulækkert, så vi kan skabe noget debat”. Jeps. Sådan er det. Jeg giver hende en kontakt, jeg tror kan leve op til det. For ti år siden var det meget populært at kommentere alt fra fodbold til politik, med at nogen burde “komme ind i kampen”. Kan vi ikke snart begynde at invitere hinanden ud af kampen?

Tænk engang, hvis vi i den offentlige debat kunne gå forrest i det eksempel der hed: Det er ikke, om du er enig eller uenig, der er vigtigt. Det er det, du kan lære ved at lytte til den anden. Forskellige vinkler på en problematik giver mulighed for selv at nuancere sit synspunkt. Nu vi taler om at få noget ind med modermælken!

Lad os nu for pokker løse verdens reelle problemer i stedet for vores egne indbildte. At det estimeres, at 146 millioner børn på verdensplan er under- eller fejlernærede, er et reelt problem. At nogle mødre vælger at amme deres børn, til børnenes udelte lykke, mens nogle ældre mænd finder det grænseoverskridende, er et indbildt problem. Get over it!