Om artens overlevelse, amning og tabuer

I formiddags lå jeg og hostede i min seng med min 8-årige datter. Vi var begge så forkølede, at vi havde besluttet at blive hjemme og se, om ikke Netflix og citronte kunne redde os. Min telefon ringede fra et ukendt nummer.

Lidt modvilligt tog jeg den, med meget snøvlende, ru stemme. Det var Josefine, en journalist fra Go’ Morgen Danmark. Hun ville have min holdning til langtidsamning, nu hvor forkvinden Sarah Burri Thomsen for ‘Forældre og Fødsel’ havde meldt ud, at hun ikke så noget problem i at amme sin yngste til barnet var måske 5-6 år. Og i øvrigt opfordrede mødre til at gøre, hvad de fandt bedst for dem selv og barnet. Hvilken kontroversiel udtalelse!

Jeg sagde til Josefine, at jeg synes det var en vildt spændende problematik og diskussion, fordi den rører ved så mange tabubelagte emner. Intimitet mellem børn og voksne. Kvindebrystets mangeartede funktioner. Seksualitet og seksualisering. For bare at nævne nogle få! Og hvis der er noget, jeg godt gider, så er det at diskutere tabuer mellem samtalekøkken og Peter Tanev i Go’ Morgen Danmark!

Bliv nu færdig, jeg skal på toilettet!

Ikke sjældent siger nogen fordømmende, når talen (eller Gud forbyde det – blikket) falder på amning af store børn: “Det der er jo mere for moderens skyld end barnets!”, og jeg griner altid sådan indeni. Enhver, der har prøvet at amme et barn, stort eller lille, ved hvor hyggeligt og samhørigt det kan føles. OG hvor røvtræt man bliver af, at den unge konstant hænger i ens patter!

Den slet skjulte påstand om, at det skulle være noget, der foregik udelukkende for mors skyld, antyder også en form for forbudt lystfølelse ved mor – hun får nok noget seksuelt ud af det. Ydrk! Jeg kan fortælle jer fra et stringent fagligt synspunkt, at amning ER forbundet med lyst. Mens de små gnasker løs i vores følsomme attributter, frigives store mængder velvære- og nydelseshormoner. Og som sagt, fra et endnu ikke opdaget center i hjernen; irritations- og bliv-nu-færdig-så-jeg-kan-komme-på-toilettet-hormoner… Og hvad så?

Betyder det så, at alle mødre, der ammer nyfødte og nyder det, er stor-krænkere, fordi det uskyldige og helt afhængige nyfødte barn, jo har langt sværere ved at sige fra, end det f.eks. treårige barn, der stadig ammes? Eller betyder det bare, helt udramatisk, at forholdet mellem mødre og børn, for det meste er præget af uendelig kærlighed og mange af de biologiske processer, som er nødvendige for artens overlevelse, fra den geniale moder natur er krydret med lyst og velvære? I believe so!

Amning handler også om tryghed

Børnepsykolog Per Schultz Jørgensen, den søde rare bedstefar, var ude og sige, at det kunne forstyrre barnets selvstændighed og løsrivelse at blive ammet udover etårs-alderen. Han kaldte det tilmed grænseoverskridende. For barnet, må vi gå ud fra, at han mener?! Nu har jeg efterhånden set en del etårige, toårige, tre- og sågar fire-årige selvstændige børn komme løbende fra en vild leg, og så lige forbi mors bryst og få en ammetår. Jeg har aldrig nogensinde oplevet et barn, der har set ud som om dets grænser var overskredet. Og jeg skal love, jeg ellers har næse for den slags.

Tværtimod er det mit bedste bud, at børn netop bliver selvstændige og uafhængige ved, i de første tidlige åt at vide, at “verden er den vej, mor/far/basen er den vej”. Her kan amning indgå som en lynforbindelse til urtrygheden ved mor og alt det, der er hende. Eller lige så godt, en solbærjuice og en riskiks på skødet af en kærlig far.

Og her går det så op for mig, at jeg har talt journalisten kold, mens jeg har talt mig selv og min forkølede stemme varm. Jeg er en uinteressant kilde, fordi jeg er for enig med de langhårede fra ‘Forældre og Fødsel’.

Kom nu ud af kampen!

“Vi vil jo gerne ha’ én, der synes det er lidt ulækkert, så vi kan skabe noget debat”. Jeps. Sådan er det. Jeg giver hende en kontakt, jeg tror kan leve op til det. For ti år siden var det meget populært at kommentere alt fra fodbold til politik, med at nogen burde “komme ind i kampen”. Kan vi ikke snart begynde at invitere hinanden ud af kampen?

Tænk engang, hvis vi i den offentlige debat kunne gå forrest i det eksempel der hed: Det er ikke, om du er enig eller uenig, der er vigtigt. Det er det, du kan lære ved at lytte til den anden. Forskellige vinkler på en problematik giver mulighed for selv at nuancere sit synspunkt. Nu vi taler om at få noget ind med modermælken!

Lad os nu for pokker løse verdens reelle problemer i stedet for vores egne indbildte. At det estimeres, at 146 millioner børn på verdensplan er under- eller fejlernærede, er et reelt problem. At nogle mødre vælger at amme deres børn, til børnenes udelte lykke, mens nogle ældre mænd finder det grænseoverskridende, er et indbildt problem. Get over it!

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.