Hvem er jeg?

Jeg tror jeg har vidst jeg ville være jordemoder siden jeg var 11-12 år gammel. En fascination af livets mirakel og (måske lidt senere) en interesse for biologi, psykologi og mennesker generelt.

Anne RubyDa jeg i marts 2004 blev færdig på Jordemoderskolen i København, fik jeg med det samme job på Frederiksberg Hospital, hvor jeg var lykkelig for at arbejde indtil 2007, hvor jeg startede Privatjordemoder. Jeg havde savnet kontinuiteten og vredet mig i snævre offentlige rammer, hvor jeg ofte syntes prioriteringerne var forkerte. Jeg kastede mig, som én af de første i Danmark, ud i at skabe et privat jordemoderliv. Stor var glæden over at sidde ved kanten af et fødekar i en lejlighed på Nørrebro, og se solen stå op over byens tage, mens jeg hjalp en kvinde, jeg kendte godt gennem hele graviditeten, med at få præcis den fødsel hun ønskede. Nøgleordene var høj faglighed, tryghed, kærlighed og 100% respekt for parrets integritet og ønsker. Mange mange lykkelige stunder har jeg haft, i selskab med par jeg er kommet til at kende og holde af, og jeg føler jeg har lært så meget om ikke bare fødsler, men livet i sin essens, af at være lukket ind i dette intime rum. Fra det dybeste af mit hjerte tak – I ved hvem I er!

En af de ting jeg synes var fantastisk ved at være sluppet ud af systemets snærende bånd, var at jeg kunne tage alle de kurser og uddannelser jeg ville, uden at skulle søge i tre eksemplarer fire år i forvejen og højst sandsynligt få afslag. Jeg uddannede mig i øreakupunktur, hypnose og gravidmassage og elsker stadig et inspirerende kursus. I min iver for at ændre verden – i dette tilfælde fødeverdenen – var jeg sammen med andre ildsjæle med til at opstarte Foreningen af privatpraktiserende jordemødre. Jeg har holdt et hav af politikermøder for bl.a. at overbevise regionspolitikerne i Region Hovedstaden om at de skulle lave en ordning, som den der med stor succes har kørt i 20 år i Region Sjælland.

Sammen med yogalærer Maria Allingham har jeg i 2009 udviklet fødselsforberedelseskonceptet YOJO. YOJO står for YOga og JOrdemoder, og du kan læse mere om det her.

Har du født ved kejsersnit, skulle du prøve at kigge på min og Heidi Holms side KEJSERINDERNE.

Heidi er den mest fantastiske holistiske fysioterapeut og vi har lavet et supergodt forløb, særligt til dig der er blevet mor på denne måde!

En skilsmisse, flytning og mange mange sjove – nogle skæve – initiativer senere, sidder jeg så her: I min villalejlighed i NV, med mine tre skønne børn (fra 97, 00 og 05) katte, kaniner og en havetrampolin. Jeg lever stadig af det jeg elsker; at vise kvinder og par vej til den ufattelige indre storhed og kreativitet der gør, at en fødsel kan blive den mest fantastiske oplevelse i ens liv. Tager en hjemmefødsel i ny og næ, når jeg ikke kan lade være, men prøver ellers at få det til at hænge sammen med at forkæle gravide med massage, akupunktur, fødselshypnose eller jordemoderkonsultationer i min skønne Klinik Havehuset på Frederiksberg. Herudover holder jeg foredrag, underviser og arbejder på en masse nye sjove spændende projekter til glæde for kommende mødre, fædre og børn.

Ofte bliver jeg interviewet til babyblade, gravidmagasiner, radio og tv. Jeg har diskuteret “amning i det offentlige rum” med Anna Sophie Hermansen i GOmorgen Danmark, igangsættelse af fødsler i TVavisen, private jordemødre i TV2 Nyhederne og når jeg har tid besøger jeg gerne den skønne Iben Maria Zeuten i Ibens på Radio24syv.

Hvor er jeg glad for at du kiggede forbi, jeg glæder mig til at møde dig <3

Allerkærligst

Jordemoder Anne Ruby

Social Share Toolbar